2014-05-25 Rescue diver kursus.

Så kom endelig dagen hvor Mette Cramer og undertegnede skulle op til eksamen i Rescue Diver. Først startede vi dagen med rundstykker og en teoretisk prøve. Derefter gik det slag i slag. Vi svømmer et stykke ud og så starter festen. Mette skulle redde vores figurent Philip fra bunden af Natomolen. Det klarede hun fint og fik ham bugseret ind. Jeg skulle hjælpe, hvilket var hård nok endda. I strandkanten må vi virkelig kæmpe med den tunge hval, derefter løber Mette op til vores dukke som hun nu skal give hjertemassage. Stakkels Mette, det var sgu en hård tur for hende..... Og for mig. 

Nu var Mette færdig og nu er min tur. Skal blive på stranden og kan se Philip er i "vanskeligheder". Løber hen til mit udstyr, får det på, giver Gert,vores instruktør besked om hvad han skal gøre: ringe 112, hente oxygen, adresse til redningstjenesten mm. Prøver at løbe i vandet med udstyret..... Det virker slet slet ikke, lungerne springer ud af kroppen. På vejen ud skal jeg hjælpe Mette i udstyret og nu gælder det Philip. Da jeg kommer ud til ham er han gået til bunds. Ned og hente ham, op med hvalen og prøve at give ham kunstig åndedræt. Min pocketmask går i lort, elastik springer og skal bindes igen. Min octopus har revet sig løs, freeflower og min finne falder af. Der er nok stress på nu. 

Udstyret kommer af Philip og jeg selv. Prøver rytmisk at give staklen indblæsninger...... Godt jeg alligevel ikke spiste den ds makrel jeg have med. Da jeg kan mærke bunden går jeg med ham ind til Mette. Glider på sten mm. Vi får sammen bugseret hvalen i nogenlunde sikkerhed, ihvertfald så han kan få så fast grund at jeg ville kunne give ham hjertemassage. Lungerne hænger ved knæene.

Da jeg er færdig med ham, råber Gert at jeg skal slippe Philip, løbe op til ham, hvor vores dukke er. Skal se efter livstegn og give kunstig åndedræt og hjertemassage. Derefter er han overophedet og skal have vand og skygge. Lige nu er pulsen høj, men jeg føler mig fattet. 

Får efterfølgende den store vurdering af scenariet. Hold da kæft jeg er tørstig. Og lidt stolt af os, det var nogle seje timer med hvalen, som nu er sendt på kur. 

 

Dorthe Flarup Mikkelsen.