2014-05-25 Wotan

Vejret var perfekt, ikke meget vind, så nu måtte det være Wotans tur til at få besøg. Vi mødtes kl 8 i Grenå, og vi var Jeppe, Kim, Henrik, Peter og undertegnede. Så båden var fyldt op. 

Turen derud var lidt lang, men til gengæld var der ikke mange bølger. Så det gik hurtigt.

Jeppe var først i, Peter og undertegnede umiddelbart efter. Det så lovende ud - lodret ankertov og nogenlunde sigte. Da vi nåede 20m var ankertovet vandret og der var ret så meget strøm. Til gengæld var der så elendig sigte. Så det var egentlig lidt træls, for det var svært at danne sig et overblik over det sikkert ret flotte vrag. Men vi kom rundt på hele vraget, og fandt også ankertovet igen. I overfladen var der igen rimeligt strømstille - underligt. Henrik og Kim kom i, og kort efter observerede Peter og jeg olie på overfladen. Vi blev enige om, at de olietankere er nogle svin. Henrik og Kim blev åbenbart også indhyllet i en oliesky nede på vraget, men det viste sig altså også, at det var Jeppe der havde været inde og rode i en lomme hvor der har været en større mængde olie. Han lignede og lugtede som en, der havde været i gang med at lukke en løbsk oliebrønd. Føj, mon den dragt bliver ren igen?

 

 

Ricky