2014-06-28 Oddesund

Så ville eksformanden Anders gerne til Oddesund og se efter hummere. Dorthe og undertegnede har et vist antiparti mod Oddesund, pga. tidligere erfaringer med meget strøm og ekstremt dårlig sigte, men vi tog med alligevel, da vi var i området til familie-komsammen. Vandet var fuldstændig blik, og der var ingen strøm overhovedet.

Dorthe og jeg blev sejlet ud til tredie bropille og smidt i. Sigten var 3-4 meter, så det var vel ok i forhold til stedet, men på 23 meter var der ikke meget lys tilbage. Vi så 12-14 hummere, men jeg har et vist antiparti overfor dyr med mange ben, så jeg fik kun hold i én. Den havde en ok størrelse, men på vej ned i nettet smuttede den fra mig. ØV!! Forsøgte at fange den igen, hvilket til sidst resulterede i absolut 0-sigte. Ret overrasket over hvor hurtig sådan en er. I slutningen af dykket var der kommet en smule strøm, så vi fik en slags "drift-dive" langs pillen på sikkerhedsstoppet. Efter 45 min var vi oppe igen, og Anders lå klar i overfladen i den lille klubslasker. I mellemtiden var Jørgen kommet i vandet, og han blev samlet op kort tid efter. Til sidst kom Anders i, vandet var stadig nystrøget, og kun en smule strøm.

I ventetiden spottede vi en sæl. Efter en times tid var han oppe igen, og nu var det blæst temmelig meget op, og der var hvide skumtoppe. Jeg tror han var glad for at han ikke skulle svømme ind. Han havde i øvrigt lige 11 hummere med op. Flot. (men én af dem var garanteret min)

En god dag i Oddesund, og nu har vi fået lyst til at prøve dette sted igen.

 

Ricky