2015-08-02 AS24 og et jomfruvrag

Så skulle der landes torsk, og Jørgen og jeg (Ricky) var de eneste der ville afsted. Vi mødtes ved 11-tiden i Grenå, og kom hurtigt afsted. Bølgerne var lidt mere trælse end vi havde regnet med, vi var i hvert fald godt våde da vi kom frem. Efter noget forvirring omkring hvordan den håndholdte GPS virkede, lykkedes det endelig til sidst at ramme positionen. Anker i, og Jørgen blev valgt til påbinder, og jeg til afbinder. Da Jørgen var klar til at komme i...............hmmmmm, hvor er bøjen??? Vi var drevet temmelig langt mod nord, og vi kunne konkludere at der måtte være ret hæftig strøm. 

Ankeret var landet 3 meter fra vraget, så der gik ikke længe inden der var en bøje i overfladen. 50 min senere kom Jørgen op med 5 torsk, hvoraf den ene var et ordenlig lokum på 5,3 kg i renset stand. Han kunne melde om god sigt, masser af torsk og ingen strøm på bunden. Jeg røg i, og efter en lidt sej tur ned af tovet (pga strøm), kunne jeg da give ham ret i, at der ingen strøm var på bunden, men sigten.........tja, nu er en vurdering af sigt jo subjektiv, men i forhold til mælk var den da nok god. Anyway, jeg kender jo vraget. Jeg valgte en lidt konservativ tilgang til de forestående drab, og valgte kun at skyde på de fisk jeg kunne komme til at ramme klokkerent, så jeg måtte nøjes med at få 3 med. Men der var ganske rigtigt mange flere dernede. Efter en lidt hård afbinding, fik jeg et ægte free-ride ud over sandbunden sammen med ankertovet.

På vejen ind skulle vi lige forbi IDA, som Jørgen ikke havde set endnu. Landet på position, men allerede da ankeret nåede bunden var vi drevet 20-30 meter nordpå. Jørgen havde haft længst overfladetid, så han var først i igen. Eller rettere, han forsøgte, men ramte forbi bøjen, og kunne ikke svømme op til den igen. Jeg sejlede ham op, og forsøgte at trække ham tilbage. Men han fik efterhånden lange arme, og måtte slippe. Jeg kunne så bare konstatere, at vi ikke var kommet en skid nærmere bøjen - vi var højst forblevet samme sted. Efter flere forgæves forsøg, endte vi ved at hooke ham op på et reb, så kunne han da ikke blive træt i armene. Langt om længe nåede vi om foran bøjen, og han prøvede igen at fange bøjen.........og røg igen forbi. Men nu gik han så bare ned, og jeg måtte forsøge at sejle rundt og holde styr på hans position ved at læse i boblerne. Ikke nemt når der er bølger, men det gik. Og jeg kunne så konstatere at der nok ikke var strøm på bunden, for jeg har da aldrig prøvet at sejle fremad i tomgang, og så blive overhalet af bobler fra en dykker!!

Han kom efter et kvarters tid pludselig i overfladen, for så at forsvinde et kvarter igen. Sjov måde at dykke på egentlig, men da han så endegyldigt var i overfladen igen, behøvede jeg ikke nærmere forklaring. Han var totalt viklet ind i line, fra et forsøg på at skyde en deco-bøje op, som jeg kunne bruge som nedstigningsline. Han lignede ret meget en mellemting mellem en marionetdukke og et juletræ med guilanter. Nå, men med lidt fælles hjælp blev han "udviklet" igen. Han kunne berette at han synes IDA var lidt lille, men efter lidt uddybende snak kunne jeg konstatere, at denne lille jolle med åregafler ikke var IDA, men at han måtte have fundet et jomfruvrag. Jeg orkede ikke at tage et kik på jollen, så vi besluttede at sejle mod Grenå igen. 

På vej ind kom vi lige til at tænke på, at vi da vist begge skal have fornyet vores fisketegn - ups.

Fin dag på Kattegat, med nogle lidt anderledes oplevelser.

Ricky

Comments

Jørgen's picture

Den vildeste slæbetur cheeky