2018-04-08 Prammen

Turen går jo snart til Norge igen, men det er seriøst længe siden båd og udstyr er testet. Og vejret var sådan set ret flot på denne søndag i april, så det blev en hurtig tur i Bugten. Deltagere var Peter, Henning, Dorthe og undertegnede. Der var fuldstændig fyldt op med mennesker i Egå, som lige skulle ned og slibe lidt på bådene inden de skulle søsættes for sæsonnen. Da vi ankom til Prammen, lå der allerede en båd. Det var erhvervsdykkere fra Århus Brandvæsen, der lige skulle holde træningen ved lige. Dorthe og jeg lagde ud, og sigten var faktisk overraskende god.

Hummeren var sandelig også på plads, dog var der lidt langt ind til den, og den var ikke specielt vild med at få et kamera stukket op i hovedet.

Slutteligt en lille runde i Koraldybet, hvor der jo hverken er koraller eller dybt. Vandet var 3 grader på bunden, og sigten var her helt oppe på 10 meter.

Nu er sæsonnen igang.

 

Ricky