2018-10 Efterårstur Mandal

Der blev lige plads til en lille hurtig efterårstur til Mandal. Vi kunne mønstre 5 personer (Søren, Peter, Jørgen, Dorthe og undertegnede), og vi tog afsted fredag d. 5/10 om aftenen. Så vi var klar til dyk lørdag morgen,

og det første vrag det gik ud over var Marie. Et nyt vrag for os alle. Vi havde lidt svært ved at få et overbevisende scanningsbillede, men Mandal Dykkerklubs store kutter kom lige forbi, og de kunne pege ind på en kløft i den nærliggende ø, som kunne bruges som ihopsted. Som sagt, så gjort, ned på 30 meter og så til venstre, og så kom den godt nok til syne. Kan nu godt forstå jeg ikke kunne scanne den, den ligger på meget ujævn bund og den rager ikke ret højt. Ikke meget ved, og opstigningen gik med 110% fokus på, at Dorthe ikke lige er helt på plads med afbalanceringen i den nye dragt. Godt at bundplanterne sad godt fast! Det var blevet tid til middagsmad, og den blev indtaget i den hyggelige naturhavn på øen Ryvingen.

Dagens næste vrag var Archangelsk, i lidt trælse bølger. Havde også svært ved at slå noget identificerbart, så vi hoppede i på landkending i nærheden af et hummertegn. Ned på bunden, fandt en stor metalplade i halvstærk strøm, men vi måtte give efter for strømmen, og vi lod os bare drive med. Efter nogle minutters drift-dive, tumlede vi nærmest lige ind i vraget. Vi fik desværre kun nogle få minutter på vraget, så var dagens luftration ved at være brugt op. Så hurtigt op med en bøje og afsted mod overfladen. Efter endt deco havde jeg mindre end 5 bar tilbage, så det passede jo meget godt. 

Næste dag var det Såøy der skulle have besøg, ligeledes et nyt vrag for os alle. Vejret var med os igen, og det bliver en skøn tur derud.

Jørgen binder på, så højt oppe som muligt, samt med vores fine stroboskoblys. Vi får alle et rigtig fedt dyk, der er altså noget fredfyldt over de lidt dybere vrag. Ingen brugbare billeder, men en film blev det til. https://www.youtube.com/watch?v=M2238_pkerY Derefter blev det Oliva lige i nærheden. Dorthe og jeg tog godt nok et naturdyk lige ved siden af pga. dybden, det fortrød vi godt nok senere, for så dybt ligger den heller ikke, og de andre fandt gamle ølflasker i lasten. Men hvad, vi fik da i stedet et læs kammuslinger til aftenens forret. Igen var det godt at planterne havde godt fodfæste. 

Mandag morgen var vejret slået om - det regnede og blæste. Øv! Efter et forsøg på at sejle om til vraget Bergen, måtte vi opgive ud for Kleven Havn. Så det blev et dyk på Hatten i stedet. Heller ikke så tosset, men bølgerne havde smadret sigten på de øverste 20 meter, men derunder var det fint. Det var vist en "gider-ikke-rigtig" dag for de fleste, den eneste der var i vandet to gange var Dorthe, der lige skulle eksperimentere med lidt mere bly i den lokale havn.

Tirsdag var regnen stoppet, men det var blæsten bestemt ikke. Vi forsøgte lidt optimistisk om vi kunne dykke på De Christian, da den burde ligge lidt i læ for blæsten, tjaa måske, men bølgerne var temmelig store. Men det lykkedes dog at finde et sted i nærheden, hvor der inde under land var næsten fladt og tålelige vindforhold. Det var et helt tilfældigt sted, og hvor bunden vekslede mellem grov sandbund, og store klippefremspring. Helt igennem et fint dyk, med temmelig mange store pelagiske fisk og nøgensnegle.

Alt i alt en kort men fin tur, med det sædvanlige overflødighedshorn af mad, og i vanlig stil løb vi tør for rødvin.

 

Ricky